Copenhagen Acting school Praktisk info
Copenhagen Acting School ligger i en idyllisk baggård i hjertet af Vesterbro i København. Skolen er en privat skuespillerskole med et stærkt fokus på autenticitet, spontanitet og nærvær.
Vi modtager ikke offentlig støtte, og undervisning samt drift er derfor udelukkende elevfinansieret.
Uddannelsen er personlig og samtidig funderet i høj faglighed. Gennem hele forløbet har vi fokus på at udvikle den enkelte studerendes fulde potentiale, og vi tilbyder tæt sparring og coaching på både et personligt og professionelt niveau.
Vi optager kun det antal elever, vi har mulighed for at følge tæt gennem hele uddannelsen. Derfor prioriterer vi bevidst mindre hold, så du som elev får mere tid på gulvet og bliver set.
Adresse
Gasværksvej 4E
1656 København V
Åbningstider: 9-15
Kontakt os
E-mail: copenhagen.acting.school@gmail.com
Ring : + 45 33310661
Priser
Prisen for år 26/27 på den 3-årige uddannelse er 59.000,-
Prisen for år 26/27 på det internationale program er 49.500 DKK / 6600 €
Begge uddannelser kan betales i rater. Kontakt skolen for mere information.
Økonomi
Uddannelsen er ikke SU-berettiget, og der er derfor i skemaet taget højde for, at eleverne kan arbejde ved siden af studiet.
Skolen etablerer desuden løbende skuespilopgaver gennem samarbejder med virksomheder, hvor der kan være mulighed for at opnå et økonomisk tilskud til uddannelsen. Vi har blandt andet produceret fire korte stykker til Grundfos’ Leadership Conference 2025 samt samtalesimulationer til brug i undervisning af socialrådgivere på Socialrådgiveruddannelsen i Odense og træning af læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale for Region H.
Derudover kan du søge, klik her: legater for unge kunstnere
Q & A
Kræver det visum at tage uddannelsen hos jer?
EU-borgere samt ansøgere fra Norge og Island behøver ikke visum. Øvrige ansøgere bør undersøge gældende visumregler.
Er skolen SU-godkendt?
Nej, uddannelsen er ikke berettiget til Statens Uddannelsesstøtte (SU) i Danmark.
Kan I hjælpe med at finde bolig?
Skolen tilbyder ikke indkvartering. Til gengæld får du som optaget adgang til skolens netværk, hvor du kan komme i kontakt med andre studerende, der enten selv søger bolig eller kan hjælpe nye elever videre.
Hvordan er undervisningen tilrettelagt?
På den danske linje er undervisningen fordelt således:
– 1. år: ca. 3,5 dage om ugen
– 2. år: ca. 3 dage om ugen
– 3. år: ca. 2–3 dage om ugen
På den internationale linje er der undervisning 1 dag samt 2 aftener om ugen.
Er det muligt at arbejde ved siden af studiet?
Ja. Der er mulighed for almindeligt arbejde uden for undervisningstiden. Skuespillerrelateret arbejde betragtes som praktik, og der gives fri til dette.
Giver uddannelsen adgang til professionelt skuespillerarbejde?
Ja. Mange af skolens tidligere elever arbejder i dag professionelt inden for teater, tv og film – både i Danmark og internationalt.
Skoleåret
Skoleåret løber fra udgangen af august og frem til midt juni omkring Sankt Hans.
Undervisningen ligger primært i tidsrummet mellem 9-16 på hverdag, der skal påregnes ca. 14-22 undervisningstimer om ugen samt tid til forberedelse, selvstudier og elevprøver.
Dertil kan der forekomme forestillinger, masterclasses med indenlandske- og udenlandske undervisere og andre aktiviteter, som kan ligge om aftenen og i weekenderne. Undervisningen er i udgangspunkt tilrettelagt så der er plads til at arbejde ved siden af studierne.
Teater- og filmproduktioner
Alle årgange producerer en forestilling i slutningen af året. 3. års forestilling opføres på Teatret Zeppelin i forbindelse med CPH Stage-festivalen.
Derudover indgår filmproduktion som en del af uddannelsen på den internationale årgang samt på 2. og 3. år på den danske linje.
Optagelsesprøve og ansøgning
Copenhagen Acting School afholder løbende optagelsesprøver. Du kan sende din ansøgning og se på hjemmesiden, hvornår den næste optagelsesprøve finder sted.
Hvis du ikke har mulighed for at deltage i en fysisk optagelsesprøve, kan du i stedet indsende en self-tape.